Vinylrevolution eller blot nostalgi?

Vinylrevolution eller blot nostalgi?

VinylpladeDer skal nok en del til at kalde det en revolution at mange er begyndt at røre på de gamle skiver, ikke blot ”tidligere” brugere, men også mange unge der har opdaget det næsten oldnordiske medie. Husker du ordet ”grammofon”?

Rundt omkring dukker da også nye specialforretninger op der sælger nye presninger, mens de tidligere brugtforretninger er begyndt at tage nye plader ind mellem alle de bedagede skiver i mere eller mindre god kvalitet.

Hvad er det egentlig der foregår? Vi har alle mulige digitale tilbud og en hel måneds forbrug af en digital tjeneste koster meget mindre end en enkelt vinylplade. Der er nok flere ting der gør sig gældende. Det at have noget håndgribeligt, altså et pladeomslag og en sort skive med riller, gør et eller andet, og de mange nyudgivelser kan da også være særdeles flotte og solide, specielt når de er i ekstra tunge udgaver med mere vinyl og flotte omslag. Det er ikke den samme fornemmelse som at få musikken serveret på en lille CD-skive eller via fx Spotify eller en af de andre tjenester.

Hvad er det så der sker?

Det sker nok det at mange investerer i vinylen sideløbende med en onlinetjeneste. Det er lidt svært at stoppe en vinylplade ind i en telefon (prøv selv) og have et lager med hvis du skal ud af huset, men at sidde hjemme med et godt anlæg og lave koncentreret lytning til en halv side af gangen, kan være et givende ritual. Alt online-halløjet er så til andre steder, som fx på cykel eller løb. Samtidig er der mange der bruger vinylpladerne til arkivering, mens de digitale medier er til daglig lytning.

Hvad lyder så bedst?

VinylpladerHer er svaret: det kommer an på!

En af mine børn mente for nyligt at mine plader lød meget digitale, da der manglede noget. Gået lidt på klingen begyndte jeg at forstå hvad det var han mente. Der var ikke synderlidt med knas i musikken. Jeg har altid behandlet skiver godt, så der er noget om snakken der, men det er nok ikke der svaret skal findes. Det kunne også have været manglen på digitalt fnidder, eller for ”stor” gennemsigtighed oma.

En god pladespiller, med en god pick-up og en god forforstærker sat sammen med en god forstærker-højttaler kombination kan lyde fantastisk godt hvis kildematerialet ellers er i orden. Det samme gælder langt hen af vejen i det digitale domæne. I det sidste slipper man for pladestøj og rummel, men får så tilført, eller nærmere sagt fratrukket en del information. Det hele kan være ligegyldigt hvis musikken og indspilningen ikke er god, men når det hele spiller sammen kan der være stor forskel mellem medierne.

Er tabsfrit, tabsfrit?

Nej det er det ikke, basta! CD-lyd og alle andre digitale medier består af lyd der er hakket i stumper og stykker som er lagt ned på en acrylskive der derefter skal kodes tilbage til det oprindelige. Det er en længere roman om fejlkorrigering og konvertering tilbage. Det er så lidt bedre med ”tabsfri” Flac filer, der ikke så afhængig af en mekanisk aftastning. Musikken er dog stadigvæk hakket i stumper som på en CD da den er digitaliseret i bits og bytes.

Man kan i dag få musik i såkaldt HD-formater, der her er hakket i finere stykker – så for at fortsætte analogien må de altså være mere tabsfri end tabsfri?
For øvrigt kan HD-formaterne lyde fremragende på et ordentligt anlæg. Der er ofte lige det der lille hul igennem som mange også oplever ved vinylpladerne. Desuden er næsten al musik i dag indspillet på digitalt udstyr og herefter ført over til vinyl. Hvis du er forvirret er det forståeligt.
Den eneste løsning er at bruge dine ører og så udnytte dit udstyr bedst.

Hvad med de gamle plader?

Knosti Antistatic Record Cleaning MachineDine rariteter kan muligvis lyde rigtig godt. Det kommer an på hvordan du har behandlet dem. Det kan være de skal have en gang pladevask. Har du mange vinyler er der maskiner til den slags som fx en Knosti der kan købes fra omkring 400,- kr fx her, men de er også ved at komme i danske pladeforretninger. En pladevasker kan næsten udføre mirakler hvis dine gamle skiver er sovset ind i støv og røg.

Skal du købe eller sælge, kan det godt betale at sig at kigge sig lidt omkring. Jeg solgte fx min gamle Furekåben LP og fik råd til både pladevasker og adskillige plader, både nye og brugte i rigtig god kvalitet i bytte for blot en enkelt vinylplade.

Hvor får jeg fat på skiverne?

recordpusherDer er ved at komme en del forhandlere frem på markedet i Danmark, så det gælder om at følge med. Ofte er udvalget desværre ikke ret stort og præget af meget mainstream. En af de bedre jeg har besøgt for nyligt er RecordPusheren i Odense der har ret meget nyt og en del brugt plus god kaffe. Er det mere specielt nyt vinyl du søger kan det betale sig at se på fx Jpc i Tyskland, der har stort udvalg, rimelige priser og god service.

Skal det være brugt kan du gå i en del af de mange forretninger der stadig findes og så lede efter plader mellem brugte blade og film og håbe på at gøre et kup. Dog man kan godt blive lidt træt af at bladre i hits fra firserne i slidt udgave.

discogsVed du hvad du vil købe (eller sælge), er den store portal i dag DisCogs. Udvalget er enormt og det at søge derinde er i sig selv en oplevelse og mulighed ren ruin, da der er mange godbider. Discogs er en portal for både private og forretninger for køb og salg af musik på alle medier. De gør meget ud af kvalitetsbeskrivelser så man ikke køber katten i sækken og både købere og sælgere føler sig sikre. Du skal blot vide at meget musik er kommet i adskillige udgivelser, så hvis du gør dig håb om at du bliver millionær på at sælge din gamle plade med Steppeulvene, skal du gøre dit hjemmearbejde, både mht de oprindelig presninger og de senere genudgivelser. Har du fx kigget på denne side og set alle udgaverne?

Livet er ikke altid let

Jeg ved ikke fuldstændigt hvad der lyder bedst – jo måske er svaret ”god musik der er indspillet godt”, men pas på med at gå i gang med vinylen – det kan nemt blive afhængighedsskabende, og der er lige det der ekstra ved lyden som de digitale medier ikke altid kan levere og mens jeg venter på vinyludgaven af The Unthanks ”Mount the Air” nyder jeg at kigge på videoen til titelmelodien.

Kommentarer

Du kan kommentere her

%d bloggers like this: